Mig

Livet i Storgården 0 til 16 år
1952-1968

21 opgange i en svagt buet karre’. 4 etager. En lang gård lukket med bomme og hegn i begge ender og en skole overfor.

Minderne kom rullende frem fra fortiden med barnelatter, legeråb, kaldende husmødre, cykler med klemmer og pap i forhjulene, glidende hinkestene, hoppestave, sjippetove, Elvis og arrigt skældende viceværter.

Om huset Storgården

De der boede i ”enderne”, dvs tættere på nr 70 eller nr 110, har senere fortalt mig at de følte sig mest hjemme i deres ”ende” og at de derfor hovedsageligt opholdt sig der og valgte kammarater derfra.

Det mærkede vi nu ikke noget til dengang, måske fordi vi jo stod med en fod i begge lejre.

Lejligheden havde to værelser, en stue mod gården og med en dejlig altan og et soveværelse mod Tomsgårdsvej, ligeledes med en altan. Dertil et køkken med køleskab kølet af isblokke vi hentede hos ismejeriet på den anden side af gaden. Som en vild luksus havde vi et badeværelse med siddebadekar. Det var fint som bad, men kom også til at tjene som mørkekammer. Allan og jeg delte soveværelset sammen med spisebordet, mens mor og far sov på en sovesofa i stuen.

Opgangen var velholdt med brandsikre trapper af sten og smukke lyse trædøre med dørspion.

I kælderen var der cykelrum som vi også kaldte beskyttelsesrum, det var jo midt i den kolde krig. Fra kælderen var der udgang til gården. Gården var en asfalteret strækning der rakte hele husets ende og som havde en legeplads i hver ende. Senere, da den danske velstand begyndte at slå igennem i de tidlige tressere, blev der bygget garageanlæg i hver ende. Her stod de stolte ejere af diverse folkevogne og Ford Taunuser og vaskede og polerede deres vidundere hver weekend.

Altanerne fungerede som kommunikationsplatforme mellem børn og forældre. Fx var det helt almindeligt at høre en lille pige kalde: ”Moar det er Jeanne der kalder nede fra gården og ikke fra gaden” præcist skulle det være. Eller omvendt moren der kaldte: ”Lise det er moar der kalder. Vi skal ha aftensmad, frikadeller med kartofler brun sovs og asier” Det var jo rart at vi alle vidste hvad der foregik.

Om leg i Storgården

 Der var til enhver tid omkring 20-30 jævnaldrende børn i ejendommen så legekammerater manglede aldrig.  Der var selvfølgelig hverken computere eller videospil dengang så fantasien fik frie tøjler.

De klassiske lege som at hinke i hinkeruder med eller uden hoppestav var altid populær og den dejlige asfalt indbød til tegning af både 3×3 hinkeruder og de lange ”flyvere” En ny hinkesten var absolut ikke at foretrække. Den gled ikke perfekt og var svær at styre, så enhver ny hinkesten gennemgik en indslibningsperiode hvor undersiden blev slebet glat mod asfalten eller cementen. Først derefter var den klar til brug. En god hinkesten i bukselommen hørte med til standardudstyret.

Kuglelege var også klassisk. Der blev kastet med små lerkugler for at ramme, og dermed erhverve de store, smukke og meget dyrere glaskugler. Som hinkestenen var også en pose med glas og lerkugler et nødvendigt remedium.

Hønseringe i alverdens konfigurationer var også i høj kurs. De blev kastet eller ”hønset” i bundter og som kuglerne erhvervet når man ramte modstanderens ring. Hønseringene kom i store ark hvorfra ringene blev presset ud og samlet i bundter. En passende bunke plader og bundter var obligatorisk tilbehør. 

En speciel leg med hønseringe var spil med en tombola. En cigarkasse blev udstyret med en slids hvorigennem en hønsering kunne kastes ned i kassen. Oven på låget var monteret en roterende papskive med talfelter hvorpå en pil på låget pegede. Når en hønsering blev kastet i sprækken, blev skiven roteret med en monteret elastik hvorefter en passende gevinst blev udbetalt hvis man var heldig at lande på en gevinst markering.

Legetøjsbiler var selvfølgelig vigtige blandt os drenge.

Som nævnt var der en legeplads i hver ende af gården. Der var der gynger og vipper og tæppebankestativer der kunne bruges til vild akrobatik. Vigtigst af alt på legepladserne var sandkasserne. De fik hvert år nyt frisk strandsand leveret og jeg glemmer aldrig duften af hav der fulgte med det friske sand hvert år. Da vidste vi at foråret var kommet. Det friske sand var fugtigt og lod sig forme til borge og boldbaner hvor finurlige gange førte fra toppen af en høj sandbunke gennem bunken og ud ved bunden. Tricket var at lave en boldbane, hvor ingen vidste hvor bolden ville komme ud.

I gården var der en flok drenge der var en del år ældre end os. De gik med Scooterstøvler, læderjakker og store motorcykelhandsker. En af dem hed Topper. Han lavede glidebaner om aftenen i frostvejr.

Livet i lejligheden

De to små værelser blev en vidunderlig ramme om livet med far, mor og to børn.!. Lejligheden blev brugt til mange ting. Vi havde et vidunderligt mørkekammer i badeværelser med bord over badekarret.

Livet i Storgården gik mellem leg, skole og hjælp i hjemmet. Fx glemmer jeg aldrig vaskekælderen med gruekedler, Vølund vaskemaskiner med en snabelagtig åbning i den ene ende hvorfra vandet væltede ud på gulvet efter vask, et stort sulekar der blev brugt til skylning og hvor jeg altid fik æren af at hive træproppen ud efter skylning og endelig de store hyggeligt knagende rullemaskiner, hvor man skulle huske aldrig at rulle et par nylonstrømper.

Hvert år oplevede vi en af årets absolutte højdepunkter; nytårsfyrværkeriet. Ikke fordi vi havde så meget krudt selv, men fordi vi 1. nytårsdag tidligt om morgenen gik ud og samlede fusere og tabt fyrværkeri sammen. Det blev til adskillige kilo der blev rullet op hvorefter krudtet blev samlet i en stor bunke. Sådan en bunke kunne snildt ryge en kælder til når den blev antændt i et cykelrum. Af og til fandt vi også regulære ubrugte kanonslag, tigerlyn, blålyn og hvad de ellers hed. Dem fyrede vi også lystigt af i cykelkælderen. Det er et under at vi stadig har hørelsen i behold.

Livet udenfor Storgården

Storgården lå i et stort relativt åbent kvarter med bebyggelser fra fyrrerne og halvtredserne, karakteristisk med store grønne områder i tilknytning til ejendommene og flere parker. Disse områder faldt naturligt ind i vores revir. Lersøparken havde gode fodboldbaner og kælkebaner om vinteren og i de nærliggende områder var der skolehaver, hvorfra vi hentede tonsvis af blomster og grøntsager hver sensommer.

Nabogårdene dvs Vinkelgården på den anden side af Tomsgårdsvej og gården ved hovmestervej og Tingskrivervej var sjældent besøgt. Områderne var nærmest fjendeland og der førtes ofte deciderede gårdkrige med dem med lange tornegrene og piske. Selvfølgelig også sneboldkampe om vinteren.

Ellers kunne vi fra gadealtanen følge med i det blomstrende forretningsliv på den anden side. Der var en bager på hjørnet til Gravervænget med udsøgte studenterbrød. Der var en slagter/viktualieforretning der fik leveret hele grisesider af en lille blodig mand med hætte på og slør over nakken. Der var et ismejeri der fik leveret store isblokke mhp videresalg til os.

Nede i den høje ende, mod Frederiksborgvej lå der et lille hus med en grønthandler ”Renate”. Jeg glemmer aldrig duften af friske røgede sild på disken. Om vinteren gik vi tit over på Ringertoften, hvor der blev indrettet skøjtebane hvert år

Katastrofer i omverdenen

Midt i vores dejlige beskyttede liv i Storgården fik vi af og til et indtryk af en voldsom verden udenfor. Vi hørte og følte det enorme brag da Valby gasværk sprang i luften. Husker at privatbiler susede forbi på vej til Bispebjerg Hospital med sårede. Vi var jo så heldige at bo i nærheden af Tomsgårdens brandstation så det var jo bare om at springe på cyklerne og følge med efter røgskyen i horisonten.